Har du nogensinde haft et panikanfald, fordi du er bekymret for, at du ikke vil passe ind i et sæde?

Det kan være et hvilket som helst sæde. På en restaurant, i et teater, på en flyvemaskine.

Synet af en stol med arme giver en mave-slidende følelse af fuld angst, når jeg ser en. Få mig ikke engang i gang med kabiner på en restaurant eller liggestole udenfor. Glem spøgelser og boogeymen, jeg er helt, utroligt forstenet af stole.

Det lyder måske dramatisk at komme så op over et sæde. Men for tykke mennesker er det en realitet. Vi er tvunget til at presse os selv ind i en verden, der ikke er stor nok til os. At proppe os selv i hjørner og leve i dyb frygt for at optage plads.

Det er nok til, at du aldrig vil forlade huset.

Og for at være ærlig, mange af os gør ikke. Så mange mennesker vælger at blive hjemme i stedet for at gå ud, fordi det er nemmere, fordi hjemmet er trygt. Man kan ikke blive til grin derhjemme. Du kan ikke mærke de hånende trapper på ryggen, når du går ned ad en fyldt gade. Du kan ikke føle forlegenheden ved at bede om en sikkerhedsseleforlænger på et fly, og bekymre dig om, hvad reaktionen vil være, når du gør det.

Lev dit liv

Så mange øjeblikke i livet, der burde være normale, er plettet af, at jeg er større. At der ikke er plads til min krop, så jeg burde bare skamme mig.
Det er derfor, at rejse er et minefelt for tykke mennesker. Ferier skal være sjove. At være en chance for at slappe af, mens du udforsker nye steder, nyder kultur og nye oplevelser og spiser fantastisk mad. Men når verden dømmer dig udelukkende på den måde, din krop ser ud, får du ikke din drømmeferie. Hvis du overhovedet kan styrke modet til at gå udenfor, er det fyldt med angst og stress.

Der har været utallige gange, hvor jeg bare har ønsket at aflyse en rejse. Jeg har fået mig selv så ophidset over at kunne rejse med et fly, at jeg bare tænker, hvorfor gider jeg det?

Aldrig igen

Jeg havde en dårlig oplevelse engang på vej tilbage fra Japan, hvor den unge mand på sædet ved siden af ​​mig fik kabinepersonalet til at finde en anden plads til ham, efter at have brugt en halv time på at sidde ved siden af ​​min tilsyneladende gigantiske krop og hive og puste over, at jeg var for stor.

Jeg var forfærdet.

Misforstå mig nu ikke, jeg vil ikke optage din plads. I 16 timer var jeg parat til at holde mig selv inde så godt jeg kunne, at stikke mine arme ind i mig selv, aldrig rejse mig og gøre mig selv så lille og ubetydelig som muligt, så denne mand kunne få en rimelig behagelig flyvetur.

Det var ikke nok, og jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde det forfærdeligt, at han skulle flytte, men jeg havde det også forfærdeligt for mig. Og på det tidspunkt var jeg en størrelse 22, jeg frygter at tænke på, hvad han ville sige nu, hvis han sad fast ved siden af ​​hele min størrelse 28 herlighed.

Det er oplevelser som disse, der gør, at du aldrig sætter din fod på et fly igen. At udsætte dig for at tage væk for livet i frygt for at blive konfronteret med følelser af skam og forlegenhed.

Men selvom du ved et mirakel passer ind i sædet, vil det bestemt ikke være behageligt. På de sidste par flyture, jeg har taget, kunne jeg ikke engang lægge siddebordet fra mig, fordi min mave var i vejen. Jeg var nødt til at give videre til at spise aftensmad på min lange rejse til Amerika, da jeg ikke havde nogen steder at sige det.

"Er du sikker!?" spurgte en bekymret luftværtinde.

"Jeg er ikke sulten, sagde jeg," sagde jeg.

Jeg har ikke noget valg, tænkte jeg og blinkede med tårerne.

"Bare tabe sig"

Jeg er sikker på, at mange af jer vil tænke "Nå, hvis det er sådan et problem, så tab dig bare", og gud hvor jeg ville ønske, det var så enkelt. At tabe sig er svært og tager tid. Skal jeg bare gemme mig i et skab indtil da? Indtil samfundet anser mig for værdig til dets tid og rum?

Og selvom du taber dig, ender 90 % af mennesker med at tage det hele på igen. Så det er sikkert at sige, jeg kommer til at være tyk et stykke tid. Ville jeg ønske, at jeg ikke var det? Hver eneste dag i mit liv.Men det kommer ikke til at forhindre mig i at have det sjovt. Du vil ikke fange mig sidde derhjemme i et mørkt rum og bare vente på at dagen går.

Jeg skal derud og leve, og hvis det betyder, at jeg skal føle mig syg og blinke tårer af angst og forlegenhed tilbage, mens jeg gør det, så er det vist det, jeg skal gøre.

Men jeg ville ønske, det ikke var så svært.

Fordi indtil du har grædt på en restaurant, fordi du fysisk ikke kan passe ind i den taburet, de har givet, eller har ammet blå mærker på dine lår fra at trænge dig ind på et sæde i teatret, eller bekymret dig så meget om at passe ind i et flysæde, at du føler, at du bliver syg når som helst, og tænker, at du lige så godt kan lade være med at tage på ferie for at spare dig selv.

Indtil du har været igennem det, har du absolut ingen idé om, hvordan det er.
Jeg ville ønske, det var anderledes. Rejser er ikke 'one size fits all', og jeg ville ønske, at folk ville indse det. Fede mennesker har fuld ret til at rejse som alle andre. De har al mulig ret til at tage plads som alle andre. Hvis bare folk kunne være lidt venligere, når jeg forsøger at navigere i minefeltet, der er min sommerferie, ville jeg måske ikke være så bange.

Jeg håber, at verden bliver anderledes. Jeg håber, at jeg en dag passer.