Har du nogensinde haft et panikanfald, fordi du er bange for, at du ikke passer ind i et sæde?
Det kunne være et hvilket som helst sæde. På en restaurant, i et teater, i et fly.
Synet af en stol med armlæn giver mig en voldsom følelse af frygt, hver gang jeg ser en. For slet ikke at tale om båse på en restaurant eller liggestole udenfor. Glem alt om spøgelser og bøhmænd, jeg er totalt, ufatteligt forstenet af stole.
Det lyder måske dramatisk at hidse sig op over et sæde. Men for tykke mennesker er det en realitet. Vi er tvunget til at presse os selv ind i en verden, der ikke er stor nok til os. Til at proppe os ind i hjørner og leve i frygt for at optage plads.
Det er nok til, at man aldrig får lyst til at forlade huset.
Og for at være ærlig, så er der mange af os, der ikke gør det. Så mange mennesker vælger at blive hjemme i stedet for at gå ud, fordi det er nemmere, fordi hjemmet er sikkert. Man kan ikke blive grinet af derhjemme. Du kan ikke mærke de hånlige trapper på ryggen, når du går ned ad en fyldt gade. Du kan ikke føle det pinligt at bede om en seleforlænger på et fly og bekymre dig om, hvad reaktionen vil være, når du gør det.
Lev dit liv
Så mange øjeblikke i livet, som burde være normale, bliver ødelagt af, at jeg er større. At der ikke er plads til min krop, så jeg burde bare skamme mig.
Det er derfor, rejser er et minefelt for tykke mennesker. Det er meningen, at ferier skal være sjove. Det skal være en chance for at slappe af, mens man udforsker nye steder, suger til sig af kultur og nye oplevelser og spiser fantastisk mad. Men når verden dømmer dig udelukkende på baggrund af din krops udseende, kan du ikke få din drømmeferie. Hvis du overhovedet kan tage dig sammen til at gå udenfor, er det fyldt med angst og stress.
Der har været utallige gange, hvor jeg bare har haft lyst til at aflyse en rejse. Jeg har hidset mig så meget op over at kunne rejse med et fly, at jeg bare har tænkt, hvorfor jeg gider?
Aldrig mere
Jeg havde engang en dårlig oplevelse på vej hjem fra Japan, hvor den unge mand i sædet ved siden af mig fik kabinepersonalet til at finde et andet sæde til ham, efter at han havde brugt en halv time på at sidde ved siden af min tilsyneladende gigantiske krop og puste og puste over, at jeg var for stor.
Jeg var flov.
Misforstå mig nu ikke, jeg vil ikke optage din plads. I 16 timer var jeg parat til at holde mig selv inde, så godt jeg kunne, til at putte mine arme ind i mig selv, aldrig rejse mig og gøre mig så lille og ubetydelig som muligt, så denne mand kunne få en nogenlunde behagelig flyvetur.
Det var ikke nok, og jeg havde det forfærdeligt. Jeg havde det forfærdeligt med, at han skulle flytte, men jeg havde det også forfærdeligt på mine egne vegne. Og på det tidspunkt var jeg en størrelse 22. Jeg tør slet ikke tænke på, hvad han ville sige nu, hvis han stod ved siden af min størrelse 28.
Det er oplevelser som disse, der får dig til aldrig at sætte foden på et fly igen. Som får dig til at holde dig væk resten af livet af frygt for at blive konfronteret med følelser af skam og forlegenhed.
Men selv hvis du ved et mirakel får plads i sædet, vil det bestemt ikke være behageligt. På de sidste par flyveture, jeg har været på, kunne jeg ikke engang lægge sædebordet ned, fordi min mave var i vejen. Jeg måtte lade være med at spise aftensmad på min langdistanceflyvning til USA, fordi jeg ikke havde noget sted at stille den.
"Er du sikker?" spurgte en bekymret stewardesse.
"Jeg er ikke sulten," sagde jeg.
Jeg har ikke noget valg, tænkte jeg og blinkede med øjnene for at holde tårerne tilbage.
"Bare tab dig"
Jeg er sikker på, at mange af jer tænker: "Jamen, hvis det er så vigtigt, så tab dig da bare", og gid det var så enkelt. Det er svært at tabe sig, og det tager tid. Er det meningen, at jeg bare skal gemme mig i et skab indtil da? Indtil samfundet finder mig værdig til dets tid og plads?
Og selv hvis du taber dig, ender 90 % af alle med at tage det hele på igen. Så man kan roligt sige, at jeg kommer til at være fed i et stykke tid. Ville jeg ønske, at jeg ikke var det? Hver eneste dag i mit liv. Men det kommer ikke til at forhindre mig i at have det sjovt. Du får mig ikke til at sidde hjemme i et mørkt rum og vente på, at dagen skal gå.
Jeg vil ud og leve, og hvis det betyder, at jeg skal have det dårligt og blinke med øjnene af angst og forlegenhed, mens jeg gør det, så er det vel det, jeg må gøre.
Men jeg ville ønske, at det ikke var så svært.
For indtil du har grædt på en restaurant, fordi du fysisk ikke kan passe ind på den skammel, de har stillet til rådighed, eller har fået blå mærker på lårene af at klemme dig ind på et sæde i teatret, eller har bekymret dig så meget om at passe ind i et flysæde, at du føler, at du skal kaste op hvert øjeblik, og tænker, at du lige så godt kan lade være med at tage på ferie for at spare dig selv for besværet.
Før man har været igennem det, har man absolut ingen idé om, hvordan det er.
Jeg ville ønske, at det var anderledes. Rejser er ikke "one size fits all", og jeg ville ønske, at folk ville indse det. Fede mennesker har lige så meget ret til at rejse som alle andre. De har ret til at optage plads som alle andre. Hvis bare folk kunne være lidt venligere, mens jeg forsøger at navigere i det minefelt, som min sommerferie er, så ville jeg måske ikke være så bange.
Jeg håber, at verden bliver anderledes. Jeg håber, at jeg en dag passer ind.